Turen gik i år til Mariahamn, Ålandsøerne.

Kort beskrevet:

Frederikshavn, Anholt - en overnatning for anker lige nordøst  for havnen, derefter til Hallands Väderö på den svenske vestkyst. Her også en overnatning for anker. Øen er delvis fredet bl. a. grundet sælkolonier. Her var mange sæler, og jeg fandt også en død sælunge, der lå på stranden. Turen gik videre via Gilleleje til Hven ( igen en overnatning for anker) og så København. Her lå jeg en uge i Lynettehavnen for at besøge børn, x-kone og en gammel studiekammerat. Dorte Fredriksen fra Aalborg overnattede i båden og det blev til et par lange gåture i København, som Dorte ikke er så keder så godt.

Fra København gik turen via Falsterbo kanal til Skillinge.  Det var en lang dag, og mørket havde sænket sig inden jeg anduvede havnen. I jævn sønden vind, pæn søgang og med klipper og brænding var jeg glad for GPS og MaxSea på computeren. Der 2 sæt grøn/rød bøjer lidt uden for molen, men jeg fik ikke øje på dem selvom den kraftige projektør blev taget i anvendelse. Pludselig så jeg en rød bøje 3 meter til bagbord, og så var det jo blot om at holde tungen lige i munden. Det gik fint. Jeg kom indenfor første og anden mole, men der var ingen havn at se. Min forvirring blev endnu større, da jeg pludselig kunnen se en gul stage stikke op 10 meter foran båden. Rådvild drejede jeg skarpt til bagbord for at vende båden, og da spidsen pegede udad så jeg til min lettelse lige ind i havnen, der lå nord for det andet molehoved. sært at jeg ikke kunen huske det da jeg havde en overnatning her for et par år siden på hjemturen fra Gotland!

Næste dag gik turen nordpå til Hörvik, der ligger 3 sømil nordvest for Hanö. Efter en dejlig dag med skiftende vindforhold kunne jeg ankre i bugten - fuldstændig i læ for den sydlige vind. En tur ind til havnen i gummibåden og en spadseretur gav mig det indtryk, at Hörvik vist er lidt kedelig, men det er forhåbentlig en overfladisk betragtning.

Den følgende morgen var vinden frisket en del og drejet til øst. Jeg vågnede ved, at vandet var uroligt - det var ikke rart at ligge for anker der, og min tanke var, at jeg måtte søge mod nordøst for at komme over i Blekinges skærdgård øst for Karlskrona. Efter en hurtig gang müsli med mælk lettede jeg anker og satte små sejl og kursen mod nordøst for at anduve skærgården. Det blev til en kort tur - 8 sømil, og jeg var i læ for Østersøens dønninger. Efter yderligere nogle sømil mod øst fandt jeg et utrafikkeret område i læ fra en ø, hvor jeg ankrede. Det var i nærheden af en havn på fastlandet, og den var åbenbart central for de mange beboede skærgårdsøer rundt omkring. Til og fra havnen gik der ustandselig små både med påhængsmotor, sejlbåde og mindre skærgårdsfærger dagen lang. Sejlløbet for den øst/vestgående trafik gik syd om "min ø", og jeg lå på øens nordside. Det blev til en rolig nat.

Den følgende dag gik turen videre østpå. Det blev til kryds i let til jævn vind fra sydøst. Sidst på eftermiddagen fandt jeg en ubeboet ø med 4 ankerbøjer helt tæt på en meget lille havn. Jeg hægtede mig på den ene ankerbøje og gjorde klar til et varmt aftenmåltid. Ganske tæt ved kom en andemor med 3 ællinger. De svømmede ganske tæt ved klippeøen i østnordøstlig retning. Ællingerne havde travlt med at undersøge og spise, mendes andemoderen passede på. På et tidspunkt syntes moderen åbenbart at de nu var vel tæt på mig og min båd, og hun gav signal til at de skulle den anden vej igen. 2 af ællingene vendte straks om, medens den 3. ufortrødent fortsatte med at undersøge og furagere. Da moderen og de 2 lydige ællinger var kommet nogle meter bort fra den tunghøre, standsede moderen op for at få bagtroppen med. Hun kaldte, men den lille fortsatte  sine gøremål. Efter lidt kalden fortsatte de 3 medens den ene blev , hvor den åbenbart befandt sig godt. Nu blev det så for meget for moderen. Hun vendte resolut om og kom helt hen til den stædige lille unge, og det hjalp. De svømmede raskt mod de 2 der var blevet efterladt. Den lille sakkede en smule og gav sig til til yderlige undersøgelser. På dette tidspunkt dukkede der så en fuldvoksen havmåge op over den lille familie. Den havde åbenbart udset sig et bytte i den besævrlige ælling. Den styrtdykkede - moderen så det of skræppede op og slog med vingerne. De 3 små regerede hurtigt med at dykke ned under vandet og mågen opgav sit forehavende - heldigvis.

Angående måger så har jeg set en optagelse af en måge (på en plads i Venedig) der angreb en aldeles intetanende due - og slugte duen hel. Til sidst stak kun vingerne ud af munden på mågen, der slugte sig bytte med hovede først. Mågerne på Hirsholmene har det også med at æde de andre fugles unger - og tejst(fuldvoksne), når de ser lejlighed til det.

Den følgende dag var vinden jævn fra sydøst, og jeg stak udenfor skærgården, runde pynten (Ytklippan) og det gik med slæk på skøderne nordpå op i Kalmarsund. Forbi Kristianopel, hvor jeg havde overnattet på vejen til Gotland et par år tidligere. I galme dage, da Skåne, Halland og Blekinge hørte til Danmark var Kristianopel en befæstet grænseby på grænsen mellem Blekinge og Sverige. Havnemesteren er dansksindet, men han var den eneste svensker jeg snakkede med den gang i Kristianopel, så det skal vi næppe lægge for meget i. Tæt ved havnen er der en flot kirke, bygget "af danskerne" og en befæstningsmur, der i dag omkrandser en campingplads. Iøvrigt var havnemester så flink at låne mig en cykel, så jeg fil lejlighed til at udforske omegnen. Det blev til en lang tur, hvor jeg så nåletræer på alle sider fra jeg kørte ud af Kristianopel til jeg kom tilbage....

Da Kristianopel stod klart i erindingen var der ingen grund til at sejle derind igen og betale havnepenge. I stedet fortsatte jeg nordpå til næste havneby - ca. 8 sømil. Her ligger Bergkvara. Når man ankommer sydfra er der en god velafmærket sejlrende ind mellem øer og skær, og anduvningen er nem nok. Det var stadig lyst, da jeg kom til lystbådehavnen, men mørket indfandt sig kort efter jeg havde fortøjet. Efter aftensmåltid og opvask blev havnen udforsket med henblik på havnepenge og toiletforhold. Jeg fandt ikke havnekontoret, men en nærliggende campingplads bød på gode toiletforhold til fri afbenyttelse.

Næste dag havde jeg tænkt mig at anduve Kalmar for at proviatere og sende e-mail til familien om turen. Tanken var så at fortsætte nordpå for om muligt anankre for natten ved Ølands kyst. Følgelig måtte jeg tidligt op og afsted, og ved afsejlingen var havnemesteren ikke at se, så her fik jeg ikke anledning til at betale. Naturligvis har jeg vrøvl med samvittigheden, men da jeg ikke bruger landstrøm og vand fra havnen så har de på den anden side ikke mistet noget. Landstrømsanlæget stod af medens jeg lå i Lynettehavnen, så jeg må lade med solpaneler og motor.

 Ved afsejlingen benyttede jeg det norlige løb ud mellem skærene. Det er velafmærket, men mange steder helt snævert, så man skal være meget opmærksom, for ikke at få en brat opvågning! Turen til Kalmar forløb planmæssigt og der blev provianteret, læst post og e-mailet fra biblioteket. I havnen så jeg iøvrige en laurinbåd (som Henning Sanders(Sæby), blot noget større. Den var ekstrem flot i lakeret mahogny og noget usædvanligt med en kraftig ustaget mast. Det er vist ikke helt rigtigt. Jeg tror der var et forstag samt 2 agterstag, der går ned ca. ved cokpittet. Masten, der var af træ, var også noget kraftigere end "normalt", men - tænk alligevel.

Hvis der er nogle, der har læst her til, så skriv lige en kommentat, inden jeg fortsætter...